пророком милосердия сайт

Всемирная мусульманская лига - Глобальная комиссия по введению Посланник

Hind Abu Haalah at-Tamimi, i hvem Gud finder behag, beskriver profeten  på følgende måde:
Guds sendebud e var et fantastisk og fremragende menneske. Hans ansigt lyste som fuldmånen. Han var middelhøj, ikke for høj og ikke for lille. Han havde et stort hoved, og hans hår bølgede. Han havde skilning, hvis hans hår blev langt, men normalt gik hans hår ikke længere end til øreflipperne. Han var ved godt helbred. Hans pande var bred. Hans øjenbryn var naturligt velformede, og voksede ikke sammen. Der var en åre mellem hans øjenbryn, der svulmede op, når han blev vred. Hans næse var lige og havde et særligt skær. Næseryggen var en lille smule høj. Han e havde et tykt skæg med bløde kinder. Hans mund var en lille smule bred. Han havde overskæg. Han havde mellemrum imellem tænderne. Hans hals var velformet som på en dukke, og den var skinnende hvid. Han e var almindelig af bygning og meget stærk. Hans mave og bryst var lige. Hans bryst og skuldre var brede. Han havde kraftige led. Hans hud var hvid. Han havde hår fra enden af brystbenet og ned til navlen. Han havde ikke hår på selve brystet, men hans arme og skuldre var behårede. Hans underarme var store, og hans håndflader var brede. Både hans hænder og fødder var korte, og hans fingre var af middel længde. Hans fødder var flade og glatte; fordi hans fødder var glatte, ville vandet ikke kunne stå stille på dem. Han gik med solide skridt og på en elegant måde; han løftede fødderne og slæbte ikke på dem. Når han e vendte sig om, vendte han sig med hele kroppen [og ikke kun med halsen og hovedet]. Han sænkede blikket hele tiden. Han så ned i jorden oftere, end han så op mod himlen. Han kastede ofte et kort blik på tingene [i stedet for at stirre på dem]. Han hilste på andre, før de hilste på ham.’
Der var en, der sagde: ’Beskriv hans måde at tale på.' Hind sagde: ‘Profeten e virkede sørgmodig det meste af tiden og var ofte i dybe tanker. Han hvilede aldrig helt og talte kun, når det var nødvendigt. Når han talte, indledte og afsluttede han altid sine udsagn med Guds navn. Han talte klart og fremsatte kun meningsfulde, præcise og nøjagtige udsagn. Hans udtalelser var meget utvetydige; ingen kunne fordreje hans ord. Han var yderst venlig og hensynsfuld. Han fornærmede aldrig andre. Han var taknemmelig for hver eneste gode ting, som Gud skænkede ham, uanset hvor ubetydelig den virkede; han forklejnede aldrig noget. Han kritiserede aldrig den mad, han smagte, og han roste den heller ikke. Han blev aldrig vred over jordiske ting. Hvis et menneske led uret, blev han meget vred. Hans vrede forsvandt ikke, før den pågældende havde fået oprejsning. Han blev ikke vred, hvis han selv led uret, og han hævnede sig heller ikke. Når han pegede, pegede han med hele hånden; når han blev overrasket, vendte han hånden. Når profeten e talte, bankede han i højre håndflade med venstre tommelfinger. Når han blev vred, vendte han ansigtet væk, og når han blev glad og lykkelig, sænkede han blikket. Hans latter var oftest i form af smil. Når han smilede, kom hans tænder til syne som hagl.'
Al-Hasan  sagde: ‘Jeg fortalte ikke al-Hussain om det (beskrivelsen af profeten) i et stykke tid, men han havde allerede spurgt sin far (profetens fætter og svigersøn, Ali ,) om detaljerne. Al-Hussain  sagde: ’Jeg spurgte min far om, hvor meget tid profeten e brugte på sin familie, og hvordan han fordelte sin tid.’ Han svarede: ‘Han inddelte sin tid i tre dele; den ene del brugte han på Gud, den anden på sin familie, og den tredje fordelte han mellem sig selv og sit folk. Han holdt ingen råd eller vejledninger skjult for nogen af dem. Den tid, han havde afsat til sin Ummah (nationen) brugte han på at tage sig af deres ønsker alt efter deres religiøse status og behov. Han havde travlt med at lære dem, hvad der var til gavn for dem selv og deres Ummah, og ved at oplyse dem om, hvad de havde brug for at vide. Han sagde til dem: ‘Lad dem, der er til stede, formidle (det, de har lært) til dem, som er fraværende, og orientere mig om forespørgslerne fra dem, som er forhindret i at komme til min forsamling, for: ’Den, der informerer herskeren om en persons behov, vil Gud give en fast gang på broen på Dommedag.'
Al-Hussain  sagde også, ‘Jeg spurgte min far om, hvordan profetens e adfærd var uden for hjemmet?’ Han sagde, ‘Han varede sin mund [for unyttig tale], undtagen når det var noget, der var relevant for hans folk, og som førte dem sammen frem for at skille dem ad. Han ærede den mest storsindede i hver stamme, og han udpegede dem til at være overhoveder for deres folk. Han advarede folk mod det onde, og tog sig selv i agt for det, uden at han dog nogen sinde så vredt på et andet menneske. Han så efter, om hans venner havde det godt, og han spurgte folk selv, hvordan de havde det. Han opfordrede til at gøre de gode ting endnu bedre. Og han gjorde det grimme endnu grimmere i folks øjne. Han e var mådeholden i alle henseender. Han forspildte aldrig en lejlighed til at formane sine venner og give dem ærligt mente råd. Han e var forberedt på enhver situation, og forsvarede altid retten, og overtrådte den aldrig. De folk, der sad tættest på ham, var de bedste iblandt dem. De bedste hos ham var dem, der gav de bedste råd. De, der rangerede højest, var dem, der gav den bedste hjælp og støtte.
Al-Hussain  sagde: ‘Jeg spurgte min far om profetens e forsamling, og han sagde, ’Guds sendebud e rejste sig aldrig op eller satte sig ned uden at ihukomme Gud. Han forbød dem at reservere en bestemt plads til en bestemt person, så den person anså pladsen som sin. Han satte sig på den første ledige plads. Han påbød andre at gøre det samme, når de kom til en forsamling. Han fordelte sin tid ligeligt og retfærdigt mellem sine venner, som sad sammen med ham. Den, der sad sammen med profeten e følte, at han var den, der stod ham nærmest. Hvis en person kom til ham med en forespørgsel, skyndede han ikke på ham, men lod personen gøre sin anmodning færdig og gå, når han ønskede det. Profeten e sendte ingen væk tomhændet; han sagde endda noget pænt til ham, hvis han ikke kunne opfylde ønsket. Han havde et stort hjerte og et åbent sind. Han blev opfattet som en venlig og kærlig far for alle; for ham var alle mennesker lige. Hans forsamlinger var præget af overbærenhed, anstændighed, tålmodighed og troværdighed. Ingen hævede stemmen, af ærefrygt for Guds sendebud e. Og ingen talte ondt om nogen i hans nærvær. De forholdt sig ydmygt over for hinanden og respekterede de ældre og var barmhjertige over for de unge, de var uselviske over for folk i nød, og de respekterede den fremmede.'
Al-Hussain  sagde: ‘Jeg spurgte min far om, hvordan profeten blev betragtet på forsamlingen, og han sagde: ‘Guds sendebud e var altid smilende. Han var yderst venlig og omsorgsfuld. Han var aldrig grov. Han hævede aldrig stemmen offentligt og talte heller aldrig sjofelt. Han bagtalte aldrig nogen. Han skamroste aldrig nogen. Han skuffede aldrig nogen. Han undgik tre ting; formålsløs diskussion, at tale for meget og at blande sig i ting, der ikke betød noget for ham. Han undgik også tre andre ting; han talte aldrig ondt om nogen, han hånede aldrig nogen, han omtalte aldrig nogens fejl over for andre, og han kritiserede aldrig nogen. Han talte kun om ting, som han håbede at blive belønnet for. Når han talte, så hans venner ned [af ærefrygt]. Når Guds sendebud e var færdig med at tale, talte hans venner. De skændtes aldrig foran ham. Når en af hans venner talte, lyttede de andre, indtil han var færdig.  Han grinede, når de grinede, og undrede sig over det, de undrede sig over.
Guds sendebud e udviste en enorm tålmodighed, når han lyttede til en fremmed, der talte med en vanskelig accent eller dialekt. Han stillede ikke nogen spørgsmål, før den pågældende havde talt ud. Guds sendebud e opfordrede sine venner til at hjælpe den, der søgte hjælp hos ham. Han afbrød aldrig en, der talte, før den pågældende havde talt ud og selv holdt op med at tale, eller hvis personen rejste sig for at gå. Han tog ikke imod ros, med mindre den blev fremsat af taknemmelighed.’   (Baihaqi)