Barmhjertighedens Profet Website

Muslim World League - Global Commission for Introducing the Messenger

Profeten  blev født i år 571 (ifølge den gregorianske kalender) i Quraish-stammen [der var anset, respekteret og hædret af alle arabere] in Mekka [der blev anset for at være det religiøse centrum for hele den Arabiske Halvø].
Araberne tog på Hajj (pilgrimsfærd) til Mekka, hvor de gik rundt om Kaabaen, som blev bygget af profeten Abraham og hans søn Ismael, velsignelse og fred over dem.
Profeten  var forældreløs. Hans far døde, før han blev født, og hans mor døde, da han var seks år. Hans bedstefar, Abdul-Muttaleb, tog sig af ham, og da han døde, tog hans onkel, Abu Taleb, sig af ham. Hans egen og de andre stammer tilbad afguder lavet af træ, sten og endda guld, der var placeret omkring Kaabaen. Folk troede, at disse afguder var herrer over godt og ondt.
Profeten  var et troværdigt og ærligt menneske. Han opførte sig aldrig troløst eller løgnagtigt, og heller aldrig bedragerisk eller forræderisk; han var kendt blandt sine egne folk som 'Al-Ameen', eller ’Den Troværdige’. Folk betroede ham deres værdigenstande, når de tog ud at rejse. Han var også kendt som 'As-Sadeq' eller ‘Den Sandfærdige' for han løj aldrig. Han havde gode manerer, var veltalende og talte pænt. Han ønskede menneskene det gode. Hans folk elskede ham. Folk fra nær og fjern ærede ham og hædrede ham. Og han havde et smukt udseende, der gjorde, at man ikke blev træt af at se på ham. Han havde bogstaveligt talt både en indre og ydre skønhed. Gud, den Ophøjede, beskriver ham:
Sandelig, du har en storslået moralsk karakter.   [68:4]
Thomas Carlyle skrev i sin bog: 'Heroes, Hero-Worship and the Heroic in History':
‘Men allerede fra en tidlig alder havde han gjort sig bemærket som en tænksom ung mand. Hans venner kaldte ham "Al Ameen, Den Troværdige." En sandfærdig og loyal person; sandfærdig i alt, hvad han gjorde, sagde og tænkte. De bemærkede, at der bag hvert ord, han sagde, lå en dybere mening. En mand af få ord, der var tavs, når der ikke var grund til at sige noget; men det, han sagde, var rammende, vist og oprigtigt; han kastede altid lys over sagen. Dette er den eneste form for tale, der er noget værd! Gennem hele livet fremstår han som et helt igennem solidt, broderligt, ægte menneske. En seriøs, oprigtig personlighed, men også elskværdig, hjertelig, selskabelig, endog spøgefuld – og hans latter var ægte: der er mennesker, hvis latter er lige så uægte som alt andet ved dem; som ikke kan le. En spontan, lidenskabelig og ærlig person! Fuld af naturlige evner, ild og lys; af naturlig værdi, alt var medfødt; han udførte sin opgave i livet – alene, langt ude i ørkenen.'
Profeten  holdt af at være alene i Hira-hulen, før han fik sin åbenbaring. Han opholdt sig der flere nætter i træk.
Han  opførte sig aldrig uforskammet; han drak ikke alkohol, ej heller bøjede han sig for statuer eller gudebilleder, eller aflagde ed ved dem eller ofrede til dem, som hans folk gjorde. Han var en hyrde, der vogtede andres får. Profeten  sagde:
‘Alle de profeter, som Gud har sendt, har arbejdet som hyrder.' Hans venner spurgte ham: ’Også du, O Guds sendebud?' Han sagde: 'Ja, jeg passede en fåreflok for folk i Mekka.'  
(Bukhari 2143)
Da profeten Muhammed  blev 40 år, modtog han en guddommelig åbenbaring, mens han sad i Hira-hulen i Mekka. De troendes moder, A'ishah, i hvem Gud finder behag, sagde:
Det første, som Guds sendebud  modtog, mens han sad i Hira-hulen i Mekka, var gode syner [drømme]. Hver gang han drømte, gik det i opfyldelse og stod klart som morgengryet. Senere begyndte Guds sendebud  at foretrække at være alene og meditere. Han tilbragte lange perioder på den måde, inden han vendte tilbage til sin familie. Han tog forsyninger med til opholdet. Da han kom tilbage til sin kone, Khadijah, I hvem Gud finder behag, fik han nye forsyninger og tog tilbage til den samme hule for at fortsætte med at meditere.’
‘Sandheden kom til ham, mens han sad i Hira-hulen. Englen Gabriel  steg ned til Muhammed  og sagde: ‘Læs’. Muhammed  svarede: ”Jeg kan ikke læse!“ Gabriel  omfavnede Muhammed  så kraftigt, at han ikke kunne få vejret, og så slap han ham og sagde: ”Læs!“ Igen svarede Muhammed : ”Jeg kan ikke læse!“ Gabriel  omfavnede Muhammed  for anden gang og sagde: ”Læs!”. Muhammed  svarede: ”Jeg kan ikke læse.”, Og så omfavnede Gabriel  ham for tredje gang, og derefter slap han ham og sagde:
Læs i din Rabbs (Guds) navn! Han, som skabte, mennesket ud af en klump størknet blod: Læs! Og din Rabb er den mest gavmilde.  [96:1-3]
Guds sendebud  gik skælvende hjem. Han gik ind og sagde til Khadija: “Dæk mig til! Dæk mig til!  Khadija, i hvem Gud finder behag, dækkede Muhammed  til, indtil han fik det bedre. Så fortalte han hende, hvad der var sket ham i Hira-hulen. Han sagde, ”Jeg var bange for, at der ville ske mig noget ondt.“ Khadija, i hvem Gud finder behag, beroligede Muhammed  og sagde: “Ved Gud! Nej! Gud vil aldrig svigte dig! Du er god mod dine slægtninge. Du hjælper de fattige og trængende. Du er gavmild og gæstfri mod dine gæster. Du hjælper folk, som er i nød.“ Khadija, i hvem Gud finder behag, tog sin mand  med hen til sin fætter, Waraqah bin Nawfal bin Asad bin Abdul Uzza. Han var kristen i vankundighedens tid. Han var skriver og skrev Bibelen på hebraisk. Han var en gammel mand, der blev blind i de sidste år af sit liv. Khadija, i hvem Gud finder behag, sagde til sin fætter, ”O fætter hør efter, hvad min mand [dvs. Muhammad ] nu vil fortælle dig!“ Waraqah sagde: ”Hvad er det, du har set, min kære?“ Guds sendebud  fortalte ham, hvad han havde set i Hira-hulen., Waraqah sagde, ”Ved Gud! Det er englen Garbriel , som kom til profeten Moses . Gid jeg stadig lever, når dit folk fordriver dig fra Mekka!“ Profeten  spurgte: ”Vil de fordrive mig?!“ Waraqah bekræftede det og sagde, ”Aldrig har et menneske formidlet et budskab som det, du har fået pålagt, uden at hans folk har bekriget ham – hvis jeg kommer til at opleve det, vil jeg støtte dig fuldt ud.” Waraqah levede kun i kort tid efter denne hændelse og døde. For en tid kom der heller ikke flere åbenbaringer.’   (Bukhari #3)
Det kapitel i Koranen, der er citeret i ovennævnte Hadith (beretning) markerer begyndelsen til hans virke som profet. Gud, den Ophøjede, åbenbarede dette for ham:
O du (Muhammed ) indhyllede (i tæpper); Rejs dig og advar! Og ophøj din Rabb (Gud)! Og gør dine klæder rene! Og forsag alle ugerninger!   [74:1-4]
Dette kapitel i Koranen markerer begyndelsen til hans virke som sendebud.
Med åbenbaringen af dette kapitel i Koranen begyndte profeten  at forkynde islam for sine folk åbenlyst. Han begyndte med sit eget folk i Mekka. Nogle af dem nægtede hårdnakket at lytte til ham, fordi han forkyndte noget for dem, som de ikke havde oplevet før, og som vedrørte alle deres livsanliggender.
Islam er et fuldstændigt sæt leveregler, der vedrører religiøse, politiske, økonomiske og sociale anliggender. Islam opfordrede dem ikke kun til at tilbede Gud alene og til at forsage alle afguder; den forbød dem også ting, som de fornøjede sig med så som at tage ågerrenter, nyde rusmidler, begå hor og dyrke hasardspil. Den opfordrede også folk til at opføre sig retfærdigt og rimeligt over for hinanden, og til at indse, at de ikke adskilte sig fra hinanden andet end gennem fromhed. Hvordan skulle Quraish [den ædleste stamme blandt araberne] kunne acceptere at blive behandlet på lige fod med slaverne!! Ikke blot nægtede de hårdnakket at acceptere islam; men de skadede ham også og bagvaskede ham og kaldte ham en galning, en troldmand og en løgner. De kaldte ham ting, som de ikke ville have kaldt ham, før han begyndte at forkynde islam. De opildnede de uvidende masser mod ham og chikanerede og skadede ham. Abdullah b. Masood, i hvem Gud finder behag, sagde:
‘Mens profeten  stod og bad nær ved Kaabaen, sad en gruppe fra Quraish-stammen i deres forsamling, og en af dem sagde: ’Kan I se den hykler? Vil en af jer hente skidtet og møget og de blodige indvolde fra en eller andens kamel, og vente, til han kaster sig til jorden, og så anbringe det mellem skuldrene på ham? Den ondeste af dem meldte sig frivilligt, og da profeten  kastede sig til jorden, lagde han skidtet mellem skuldrene på ham, men profeten  blev liggende. De lo så meget, at de var ved at falde om. Nogen gik hen til Fatima, i hvem Gud finder behag, som var en ung pige, og fortalte hende, hvad der var sket. Hun skyndte sig hen til profeten  og så, at han stadig ikke havde rejst sig. Hun fjernede skidtet fra hans ryg, og så vendte hun sig om og forbandede Quraish-folkene.   (Bukhari #498)
Muneeb al-Azdi sagde: Jeg så Guds sendebud sige til folk i vankundighedens tid:
‘Sig, at der er ingen anden gud end Allah, hvis I vil blive belønnet.' Der var nogle, der spyttede ham i ansigtet, kastede jord i hovedet på ham, og nogle blev ved at råbe skældsord efter ham. Da der kom en ung pige med en vanddunk, og han vaskede sit ansigt og hænder, sagde han: 'O datter, frygt ikke, at din far skal blive ramt af fattigdom eller ydmygelse.'   (Mu'jam al-Kabeer # 805)
Urwah b. az-Zubair sagde, ‘Jeg bad Abdullah b. Amr al-Aas fortælle mig om det værste, som afgudsdyrkerne gjorde mod profeten , og han sagde:
'Uqbah b. Mu'ait gik hen til profeten , mens han bad nær ved Kaabaen, og han tog fat i hans tøj, viklede det rundt om halsen på ham og strammede meget hårdt til. Abu Bakr, i hvem Gud finder behag, skyndte sig hen og greb fat i skulderen på Uqbah, skubbede ham væk og sagde: ’Vil I dræbe en mand, som erklærer, at Gud er hans Rabb, og kommer med klare tegn fra jeres Rabb?' '  (Bukhari 3643)
Disse hændelser afholdt ikke profeten  fra at fortsætte sin Da'wah (forkyndelse). Han opsøgte de mange stammer, der kom til Mekka på pilgrimsfærd, og forkyndte islam for dem. Ganske få fra Yathrib, som i dag hedder Medina, troede på ham og lovede at støtte og beskytte ham, hvis han kom til Medina. Han sendte Mus'ab b. Umair, i hvem Gud finder behag, med dem, for at lære dem om islam. Efter al den undertrykkelse og afvisning, som han og de jævne folk, der troede på ham, blev udsat for fra deres egne, gav Gud ham tilladelse til at udvandre til Medina. Folkene i Medina modtog dem på bedste vis. Medina blev hovedstad i den islamiske stat og det punkt, hvorfra Da’wah (budskabet om islam) blev udbredt.
Profeten  slog sig ned der og lærte folk at læse op af Koranen og de islamiske love. Indbyggerne i Medina blev dybt bevæget og rørt over profetens ædle moral og fornemme egenskaber. De elskede ham højere, end de elskede sig selv; de kappedes om at tjene ham og brugte alt, hvad de ejede, på hans sag. Samfundet var stærkt, og dets medlemmer var rige på Iman (tro), og de var overvældede af lykke. Folk elskede hinanden, og der blev knyttet kærlige og broderlige bånd imellem dem. Alle mennesker var lige; de rige og de fattige, de adelige og de jævne, de hvide og de sorte, araberne og ikke-araberne – de blev alle anset for lige i Guds Deen (islam), der blev ikke skelnet mellem dem undtagen efter deres fromhed. Et år efter at profeten  slog sig ned i Medina, begyndte konfrontationerne mellem ham og hans folk fra Quraish, som blev misfornøjede med, at hans Da'wah var blevet udbredt så vidt, og derfor tog til et sted nær Medina ved navn Badr, hvor det første slag i islam fandt sted (Badr-slaget). Dette slag stod mellem to grupper, der var ulige med hensyn til antal og udstyr. Muslimerne talte 314; mens afgudsdyrkerne talte 1000 mand. Gud skænkede profeten  og hans venner sejren. Efter dette slag fandt der flere slag sted mellem muslimerne og afgudsdyrkerne. Efter otte år kunne profeten  mobilisere en hær på 10,000 mand. De drog til Mekka og erobrede den, og dermed besejrede han sit folk, som havde chikaneret ham og tortureret dem, der fulgte ham, så grusomt, at de blev tvunget til at forlade deres ejendele, børn og hjem. Han tilføjede dem et sviende nederlag, og det år blev kaldt ’Erobringens År.' Gud, den Ophøjede, siger:
Når Guds sejr og erobringen er kommet, og du ser folk i store mængder tilslutte sig Guds Deen (dvs. islam), så lovpris din Rabb og bed Ham om tilgivelse. Sandelig, Han accepterer altid anger.   [110:1-3]
Så samlede han folkene i Mekka og sagde til dem:
‘Hvad tror I, jeg vil gøre med jer?' De svarede: ‘Du vil kun gøre noget godt; du er en gavmild broder og en gavmild nevø.' Profeten  sagde: ’Gå – I kan frit gøre, hvad I vil.
                                                           (Baihaqi #18055)
Det var årsagen til, at mange af dem tog islam til sig. Profeten  vendte derefter tilbage til Medina. Efter nogen tid ville profeten  tage på pilgrimsfærd, så han drog mod Mekka sammen med 114,000 tilhængere og gennemførte Hajj. Denne Hajj er kendt som 'Haj'jatul-Wa'daa' eller ‘Afskeds-hajj', eftersom det var profetens  sidste pilgrimsfærd.
Profeten  døde i Medina på en mandag, den 12. dag i Rabi ath-thani i det 11. år efter Hijrah (udvandringen til Medina). Profeten  blev også begravet i Medina. Muslimerne blev rystet, da de hørte, han var død; Nogle af profetens venner nægtede at tro det! Heriblandt Omar, i hvem Gud finder behag, som sagde: ‘Den, som jeg hører sige, at Muhammed er død, vil jeg hugge hovedet af!' Så rejste Abu Bakr, i hvem Gud finder behag, sig og citerede følgende Koran-vers:
Muhammed er mere end blot et sendebud. Andre sendebud er gået bort før ham. Så hvis han skulle dø eller blive dræbt, ville I så vende jer bort (fra islam)? Og den, som vender sig bort, vil ikke skade Gud; men Gud vil belønne de taknemmelige.   [3:144]
Da Omar, i hvem Gud finder behag, hørte dette vers, holdt han op, for han var meget ivrig efter at rette sig efter Koranen. Profeten  blev 63 år.
Han boede i Mekka i 40 år, før han blev profet. Efter han var blevet profet, boede han der i yderligere 13 år, hvor han forkyndte Tawheed (monoteismen) for folk. Så udvandrede han til Medina, hvor han boede i ti år. Han blev ved at modtage åbenbaringer der, indtil Koranen og islams Deen var fuldstændige.
George Bernard Shaw skrev:
‘Jeg har altid agtet Muhammeds religion højt på grund af dens vidunderlige vitalitet. Det er den eneste religion, der ser ud til at have evnen til at tilpasse sig livets skiftende faser, hvorved den appellerer til alle aldre. Jeg har forudsagt om Muhammeds tro, at den ville blive acceptabel i morgen, eftersom den begynder at være acceptabel for Europa i dag. De gejstlige i middelalderen malede, enten af uvidenhed eller fordomme, muhamedanismen i de mørkeste farver. De havde faktisk lært at hade både mennesket Muhammed og hans religion. For dem var Muhammed en anti-Krist. Jeg har studeret ham, det vidunderlige menneske, og efter min mening er han langtfra en anti-Krist, men må snarere kaldes menneskehedens frelser.-1 ’ 

  1 Seerah-encyklopædien (biografi), af Afzalur Rahman.

Følg os

Find Barmhjertighedens Profet Website  på TwitterFind Barmhjertighedens Profet Website  på FacebookFind Barmhjertighedens Profet Website  på YouTubeBarmhjertighedens Profet Website  RSS feed